Aktiviteter for børn og voksne

Restaurant Vivaldi har brugt foråret til at bygge køkkenet om og lave pladsen foran restauranten mere forbrugervenlig.

Indendørs er der omkring 160 pladser, og udendørs er der efterhånden blevet plads til godt 500 gæster, hvoraf de fleste kan sidde i læ for vind og vejr.

-Vi har lavet om, så der er blevet bedre udsyn for vore gæster, fortæller bestyrer Paw Kjær Jepsen.
-Ligeledes er vores køkken blevet omstruktureret, så gæsterne ikke længere skal vente så længe på deres bestillinger.

NYE PALMER OG AKTIVITETER
-Alle de flotte palmer, som omkrandsede restauranten sidste sommer, er desværre gået til i vinterens løb. De kunne ikke klare den lange strenge vinter, selv om vi var garanteret, at de kunne tåle helt ned til 20 minisgrader. Men sne og kulde blev for meget for dem, så vi har bestilt en ny sending, som skulle være på vej mod Danmark, fortæller Paw Kjær Jepsen.

I løbet af sommeren vil man kunne opleve forskellige aktiviteter for både børn og voksne på "Vivaldi".
-Hvorfor skal der altid kun være musik for voksne? spørger Paw Kjær Jepsen.
Han lover, at der også kommer noget for børn, men vi har dog lovet ham ikke at røbe, hvem der kommer og underholder, da man endnu ikke har fået den populære kunstner til at sætte sin autograf på kontrakten.
Og så skal gæster, der interesserer sig for fodbold på et meget højt plan, heller ikke snydes.
-Vi viser naturligvis Danmarks kampe ved VM på storskærm i vores til formålet indrettede "TV-stue" ude under halvtaget, tilføjer Paw.

Så mon ikke det vil være en god ide at holde øje med "Vivaldi", når man er en tur i sommerlandet?


 

17.05.2010 13:15