Festlig morgen i Karrebæksminde

Hvis Regentparret befinder sig på agterdækket af Kongeskibet Dannebrog, når de tirsdag morgen ved 8.50-tiden passerer Karrebæksminde på vej til besøget i Næstved, så vil der virkelig være noget at se på.

Karrebæksminde Vinterbadeklub vil i morgenkåber, hylde Hendes Majestæt og Hans Kongelige Højhed fra den nye kaj ved Yderhavnen og kursuscentret "Smålandshavet" afholder deres traditionsrige morgensang på ydermolen.
Her vil man også kunne finde soldaterforeningernes flotte faneborg.

På det gode skib Minerva ved Martens Røgeri vil Country Bjarne afsynge Karrebæksmindevalsen og over 200 elever og lærere fra Karrebæk Skole vil tage opstilling med flag på Grundlovspladsen.

JOLLER OG SEJLSKIBE

Marine Event vil have deres små jack-Pot joller i vandet med skoleelever og flag langs Rotteøen og Næstved sejlklub vil følge Kongeskibet i deres både, pyntet med signalflag.

Der vil være mulighed for at købe morgenmad flere steder, så der er ingen grund til at bruge tid på det hjemmefra.

Om Regentparret vil være ude på dækket og opleve de manghe ting, har vi naturligvis spurgt Kongehuset om, og herfra oplyser man, at vores henvendelse er sendt videre til Kongeskibet, så nu må vi se......

Se programmet for Regentparrets besøg i Næstved her.



31082012 09:58