Gang i butikken

-Han får en masse gode ideer og har hele tiden gang i et eller andet, lyder det fra en de betroede medarbejdere i Karrebæksminde Seafood om chefen, den 38 årige Søren Henriksen.

Sammen med sin hustru Bettina på 39 år og en fast gruppe gode medarbejdere, driver han forretningen på Gl. Posthusvej, der ligger lidt tilbagetrukket fra den mere turistprægede del af Karrebæksminde.
Men det er en forretning, hvor der hele tiden sker en masse og hvor kvaliteten er helt i top. For som Søren Henriksen selv siger: -Vi skal ikke sælge noget, som jeg ikke ville give min 6-årige søn Oscar.

Søren har fisket lige fra drengeårene sammen med sin far Ove og været med sin mor Susanne rundt på landtur og sælge fisk.
Børnehave var der ikke tid til og som 10-årig fik han sin egen jolle som en skrap konkurrent til Karrebæk Skole.

-Efter den lovpligige skolegang, startede jeg på fiskeriet. Først med min far og senere i min egen båd, hvor jeg bl.a. tilbagte 10 år i Nordsøen, fortæller Søren og skæver til fru Bettina.

-Men så kom hun ind i billedet ved årtusindeskiftet, og så var det ikke så sjovt at være på havet 365 dage om året, så jeg vendte hjem til Karrebæksminde og begyndte at fiske her i området.

Parret købte en gammel fiskebil, og begyndte at køre rundt og sælge den friskfangede fisk i oplandet. Idag er der investeret i noget af et vidunder af en fiskebil med stor køledisk og andre gode faciliteter. Så når Søren tager på havet i sine kuttere i Korsør og Rødvig, så er den nyfangede fisk i butikken og ude hos kunderne næste dag.

Den lille butik på Gl. Posthusvej blev ombygget og renoveret fra A-Z i år, og om få dage kommer der en helt ny og kraftig udsugning med et effektivt filter.

-Vi vil jo gerne fortsætte med at være gode venner med naboerne, fortæller Søren, der også har bygget en gammeldags røgovn, og ansat en professionel "røgmand" til at passe den del af forretningen.

-Så kan vi også handle friske røgvarer, fastslår den glade Karrebæksmindedreng, mens han sætter tænderne i en nylavet fiskefrikadelle.

Forretningen har åbent tirsdag, fredag og søndag, men i sommermånederne fra 2010, vil der være åbent alle ugens dage.



02102009