Hjertestarter får god placering

Karrebæksminde Lokalråd opsætter sin hjertestarter på Det Gule Magasin lige ved broen. Det sker torsdag den 24. maj kl. 13.00, hvorefter der er kursus i brugen af hjertestarteren.

Når Karrebæksminde Lokalråd på torsdag den 24. maj får overrakt en hjertestarter af Hjerteforeningen i Næstved, så deltager samtidig en lille gruppe lokale borgere, handlende og håndværkere i et 3-timers kursus i brugen af hjertestarteren på ”Smålandshavet”.

Hjertestarteren vil blive overrakt ved og placeret på gavlen af Svend Ditlevsens Gule Magasin på hjørnet af Alléen og Brosvinget.

FLERE KAN REDDES
-Hvert år får omkring 3.500 mennesker i Danmark hjertestop uden for hospitalet. I dag overlever knap 200. Med livreddende førstehjælp og hurtig hjertestart anslås det, at 300-400 danskere vil kunne overleve et hjertestop, fortæller formanden for Hjerteforeningens Næstved-afdeling Leila Frandsen, der forærer den flotte gave til Karrebæksminde Lokalråd.

-Vi er utrolig glade, fordi Hjerteforeningen har påtænkt os med en hjertestarter, siger næstformand i Karrebæksminde Lokalråd Gunhild Krogager Carlsson, der selv har været på kursus i brug af hjertestarteren i sin egenskab af dommer i Dansk Svømme og Livredningsforbund.

-Naturligvis håber vi ikke, der bliver brug for hjertestarteren, men skulle uheldet være ude, så er det godt at vide, at hjælpen er lige i nærheden.

Med den nye hjertestarter har Karrebæksmindeområdet i sommersæsonen 6 hjertestartere. De øvrige befinder sig på ”Smålandshavet”, Røde Kors Huset, Enø Camping, Tryg-Fondens Tårn og på Karrebæk Skole.

Læs mere på www.hjertestarter.dk


11052012 12:42