Info på broen

For at give skibstrafikken den bedst mulige orientering omkring Karrebæksmindebroen, er man i disse dage ved at lægge sidste hånd på opsætningen af to infotavler på hver side af broen.

-På infotavlerne kan vi f.eks. give besked om ændrede åbningstider, om trafik i kanalen med store erhvervsfartøjer og mange andre ting, der kan være nyttige for de sejlende, siger brofoged Tonny Rasmussen, Næstved Havn.
Det kan også være informationer omkring strømhastighed og om, at både med ringe meskinkraft skal komme tætte på broen inden den åbnes.
-Når der er ambullance på vej til Enø og mens den er der, kan broen heller ikke åbnes for den sejlende trafik. Det vil også komme til at stå på infotavlerne, oplyser Tonny Rasmussen.

Mange sejlere har også, sagt meget diplomatisk, svært ved at finde ud af de lys, der sættes på broen i forbindelse med ind- og udsejling.

-Og i de tilfælde kan vi komme med helt klare meldinger. Bogstaverne på lystavnen kan blive op til 30 cm. høje og kan ses fra Rotteøen og indsejlingen ved de to molefyr. Ligeledes kan vi køre en hel lysavis af, hvis det skulle blive nødvendigt, smiler Tonny Rasmussen.

I vinteperioden vil den mest anvendte tekst nok være den, om hvilket nummer man skal ringe til, hvis man vil have broen lukket op. Broen er nemlig ikke bemandet i øjeblikket.


 

 21012011 11:47