Kähler åbner outlet-butik på Enø

-Vi har lidt småtravlt, men vi skal nok nå det til i morgen kl. 12.00 (onsdag den 7. juli, red), siger en smilende Jesper Holst Schmidt.

Sammen med sine dygtige medarbejdere, er den administererende direktør hoppet i arbejdstøjet, og flytter rundt på store paller med keramik i form af bl.a. vaser, fade og skåle.

HAK Kähler er flyttet ind i Brugsens tidligere lokaler i Karrebæksminde Feriecenter på Enø, og her vil der være mulighed for at gøre et godt køb i juli og august måned.

-Vi mener det er det helt rigtige sted at afprøve en sådan butik, hvor vi giver fra 40-70% rabat på varerne, siger Jesper Holst Schmidt, der på den måde hurtigt vil finde ud af om outlet-ideen slår an.

Butikken holdt som sagt åbent i hele juli og august måned fra kl. 12-20 i Karrebæksminde Feriecenter på Enø Kystvej.


06.07.2010 17:22