Kommunen presser børnefamilier i lokalområdet



Malene Ditlevsen og Marianne Frederiksen fra Karrebæk er meget bekymret for fremtiden for lokalsamfundet og for deres to drenge Benjamin og Jonas mulighed for at komme i den lokale institution Humlehaven.

Derfor har de nu bedt Karrebæksminde Lokalråd om hjælp til at råbe kommunens ansvarlige politikere op, og rådet har henvendelsen med på sit næste møde på tirsdag den 19. februar.

SKAL FYLDE INSTITUTIONERNE OP I NÆSTVED
-Som det ser ud lige nu, er der ikke plads til vores børn i "Humlehaven", fortæller Marianne Frederiksen, -og kommunen har ikke planer om at udvide normineringen.
-Det betyder, at vi skal til at aflevere vores børn i Næstved, og en del forældre overvejer, om deres børn så overhovedet skal tilbage til området for at gå i skole, fortsætter Malene Ditlevsen, mor til 3-årige Benjamin.
Begge mødrene arbejder i Karrebæksminde, så en tur til Næstved to gange om dagen for at aflevere og hente børn, vil betyde store økonomiske omkostninger, tid og forurening.

Samtidig kører andre forældre fra Næstved til "Humlehaven" i Karrebæk med deres børn. Men det er ikke kun det.

KOMMER IKKE TILBAGE TIL KARREBÆK SKOLE
Marianne Frederiksen, der er mor til 3-årige Jonas, ser det både som forældre og ansat på Karrebæk Skole som et stort problem for lokalområde.
-Hvis man ikke kan få børn passet, vælger flere måske at ligge fritidsaktiviteter i Næstved. Her kan børnene være sammen med dem de kender.
-De vender måske ikke tilbage for at starte i skole og endnu værre bliver det, hvis familien så måske overvejer at flytte.

VI SKAL VÆRNE OM DE TING, DER ER TILBAGE
Det er selvfølgelig sat meget på spidsen, men både Malene og Marianne mener, at det er vigtigt, vi værner om de få ting, der er tilbage i nærområdet.
-Men vi prøver at råbe op alle de steder vi kan, siger Marianne Frederiksen.
-Vi elsker jo at bo hernede i dette lille trygge samfund og flere af os er selv vokset op her - så der er mange følelser indblandet.


11022013 20:28