Lokalrådet kiggede forbi

-Det er nemmere at tage stilling til tingene, når man har været ude og se på omgivelser, siger næstformand i Karrebæksminde Lokalråd, Gunhild Krogager Carlsson, der sammen med resten af bestyrelsen, forleden fik en god travetur igennem Karrebæksminde.

-Vi fik et visuelt indtryk af de ting, vi sidder og taler om på vores møder. Her kan det eksempelvis være svært at se, hvor havnens containerplads kan flyttes hen, for at gøre plads til en udvidelse af "Fjordhusets" aktiviteter.

-Efter traveturen kan vi nu anvise et efter vores mening egnet sted, hvor der både tages hensyn til eksisterende beplantning og miljøet, siger Gunhild Krogager Carlsson.

Men det var ikke kun containerpladsen Karrebæksminde Lokalråd fik kigget på. Skilteskoven, kviste, unasturlig stensætning, arealer til kommende bmx-cykelbane, molebyggeri, diger, byggegrunde og mange andre væsentlige ting i den daglige debat, blev taget nøjere i øjesyn.

Karrebæksminde Lokalråd dækker det egentlige Karrebæk Sogn, og mon ikke man vil kunne se bestyrelsen på besøg i andre egne af lokalområdet. Områderne omkring Klinteby og Karrebæk er også interessante steder, ligesom man heller ikke skal glemme Ljungshave og Enø, hvor der sommeren igennem bobler af liv.


30112011 11:32