Med "Enø" på hårdt arbejde

Inde i Næstveds isfyldte havn ligger stenfiskeren "Mette Pan" til kaj og lidt længere henne er det "CFL Racer" fra Holland, der losser 2.000 tons vejsalt. Den kan laste 4.000 tons, men der var ikke mere at hente hos fabrikanten. En af grundene til at skibet er kommet sikkert i havn i Næstved, er slæbebåden "Enø", der i disse dage fører sig frem som isbryder.

Hvis man skal tro de gamle søulke, så har Næstved Havn aldrig været lukket af is. Men der kunne være store problemer med Smålandshavet ved ind- og udsejlingen i Karrebæksminde.

Derfor har Næstved Havns slæbebåd "Enø" travlt i disse dage, med at holde den ti kilometer lange sejlrende fra Karrebæksminde ind til Næstved fri for is.Havnechefen står selv ved roret på "Enø", der er særligt udrustet til isbrydning.

-Den gamle "Enø" fik smadret bunden under isbrydning i 1978 og derfor byggede man den nye slæbebåd med ekstra forstærkning af skroget.
Motor og styrehus er dog det samme, fortæller Havnechef Jesper Møller Pedersen, mens den lille isbryder banker sig vej gennem isen og motormand Allan Jørgensen lytter til den gamle Alpha Diesels rolige gang.
-Der er ikke megen maling tilbage efter en sådan vinter, siger Jesper, mens han kigger ind under skibet fra den tykke is, hvor han kort forinden har "sat skibet forsvarligt på grund".

Isen er ved at blive godt tyk, og "Enø" har til tider svært ved at komme igennem den, men stille og roligt går det fremad, forbi de store flokke af blishøns, ænder og svaner, der befinder sig i de små våger på kanten af sejlrenden.

"Enø" har kun sejlet to dage og brudt is. Man nu skal den daglig til og fra Karrebæksminde et par gange om dagen, ellers lukker det til, og så er det helt slut med saltet.


 

26.01.2010  14:01