Står du lige og mangler...

Skal du lige have kørt den gamle sofa på lossepladsen men mangler en tariler - skal du have sendt en pakke hurtigt og sikker af sted - har du fået lyst til en fransk hotdog eller et smurt rundstykke - eller står du bare og mangler lidt dagligvarer, så kan Heidi Thybo Mørkeberg fra Karrebækstorp hjælpe dig.

Hun er nemlig indehaver af SPAR i Menstrup, hvor hun netop er færdig med at møblere lidt om, så der er blevet bedre plads til alle hendes mange aktiviteter.

LÆNGERE ÅBNINGSTIDER OG MYTER
Tidligere var Heidi også indehaver af SPAR i Ørslev, men nu vil hun koncentrere sig om butikken i Menstrup, hvor hun allerede har udvidet åbningstiderne.
-Det er desværre en udbredt myte, at dagligvarer er dyrere hos den lokale købmand. Den myte vil vi i SPAR gerne rydde af vejen, siger Heidi Thybo Mørkeberg.
Tre ud af fire danskere tror, at det er dyrere at købe dagligvarer i ferielandet, end i større byer. Samtidig tror mere end hver 2. dansker, at det generelt er dyrere at købe dagligvarer på landet eller i mindre byer i forhold til at købe ind i de større byer. Det viser en ny undersøgelse udført af analyseinstituttet YouGov Zapera. Men der er bestemt ingen grund til at pakke feriebilen med toiletpapir eller at køre 20 km. ekstra efter 3 liter letmælk.

GULE PRISER OG TILBEHØR TIL DYR
-I hvert fald ikke, hvis man køber ind i SPAR der udover at være mere end 500 selvstændige købmænd, også kan tilbyde dagligvarer til konkurrencedygtige priser, fordi de mange hundrede købmænd har fælles indkøb. Og dertil kommer, at vi alle har faste lave priser, vores Gul Pris, på alt lige fra toiletpapir og rengøringsmidler over frugt og grønt til mælk, ost, kølevarer, sodavand, vin og spiritus, forklarer Heidi Thybo Mørkeberg.
Udover forretningen i Menstrup driver Heidi også Sandholmsvej Frøhandel, en mindre hobbyforretning med tilbehør til dyr, og hendes mand Ole Mørkeberg har i øjeblikket travlt i kiosken på De Hvide Svaner.
Og så har parret også lille Amalie på 2 år, der for det meste er med mor på arbejde, og det har både Heidi og Amalie det rigtigt fint med.



20072010 17:46