Please download Java(tm).

Vedtægter for Lokalråd Karrebæksminde



Lokalrådets formål 

 § 1 Lokalrådets formål er at virke for områdets særlige interesser, som bindeled i mellem offentlige myndigheder og borgerne. Formålet er endvidere at skabe det bredest mulige samarbejde om løsning af lokale opgaver. Lokalrådet tager problemer op af almen karakter, rejst af en eller flere borgere i området. 

§ 2 Lokalrådet har sit virke i Karrebæk Sogn i Næstved Kommune.

§ 3 Lokalrådet udfører sine opgaver i henhold til Byrådets beslutninger og i henhold til, de af Byrådet besluttede, principper for borgerinddragelse.

§ 4 Lokalrådet inddrages i Næstved Kommunes behandling af sager, der vedrører Lokalrådets geografiske område. Det drejer sig blandt andet om sager vedrørende:

1.    Lokalplaner, dispensationer af kommuneplaner/ lokalplaner

2.    Trafiksikring, trafiksanering, færdselsregulerende foranstaltninger, kollektiv trafik

3.    Miljøspørgsmål

4.    Turisme og erhvervsfremme

5.    Etablering og drift af idrætsanlæg

6.    Etablering af kultur og fritidsaktiviteter

7.    Borgerbetjening og pasningstilbud

8.    Skoledistrikter

§ 5 Lokalrådet kan optage sager/emner og indstille disse til politisk behandling.


Lokalrådets medlemmer

§ 6 Lokalrådet består af 7-11 medlemmer (ulige antal) plus 2 suppleanter og 2 revisorer. Lokalrådet sammensættes så varieret som muligt på geografi, køn, alder mv. Lokalrådsmandatet er 2-årigt med 3 eller 5 på valg i lige og 4 eller 6 på valg i ulige år. Suppleanter og revisorer vælges ved generalforsamlingen. Genvalg kan finde sted.

§ 7 Valg af medlemmer og suppleanter til Lokalrådet sker ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning kan dog begæres af Lokalrådet, dele heraf eller en fremmødt.

§ 8 Lokalrådsmedlemmer, der fraflytter Karrebæk Sogn, udtræder af rådet. Lokalrådsmedlemmer kan efter eget ønske udtræde af rådet.

Generalforsamling

§ 9 Lokalrådets medlemmer vælges på en Generalforsamling, der afholdes hvert år inden udgangen af 1. kvartal. Generalforsamlingen indvarsles skriftligt med 3 ugers varsel i lokale medier, der som minimum dækker lokalområdets geografiske område. Indvarslingen sker med følgende dagsorden:

a.    Valg af stemmetællere
b.    Valg af dirigent
c.    Formandens beretning.
d.    Kassererens beretning
e.    Indkomne forslag
f.     Valg af medlemmer og suppleanter til lokalrådet.
g.    Valg af revisor  
h.    Eventuelt

§ 10 Forslag til Generalforsamlingen skal være indkommet senest 10 dage før generalforsamlingen.

§ 11 Borgere med bopæl i Karrebæk Sogn, der er 15 år eller derover, er stemmeberettiget til Generalforsamlingen og kan lade sig opstille som kandidat til Lokalrådet på Generalforsamlingen. Kun fremmødte er valgbare. Genvalg af ikke tilstedeværende kan dog finde sted, hvis den pågældende har givet skriftligt tilsagn.

§ 12 Generalforsamlingen træffer beslutninger ved almindeligt stemmeflertal. Hvis Lokalrådet, dele heraf eller en fremmødt ønsker det, foretages skriftlig afstemning. Ved personvalg, hvor der er opstillet flere kandidater end det antal, der skal vælges, foretages skriftlig afstemning. Afstemningen afgøres ved simpelt flertal. Ved stemmelighed foretages lodtrækning. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt,

§ 13 På Lokalrådets førstkommende møde konstituerer Lokalrådet sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer samt fastsætter sin forretningsorden. Konstitueringen offentliggøres i lokale medier som minimum dækker lokalrådets geografiske område, beboerblad, hjemmeside eller lignende. 
Lokalrådets arbejde

§ 14 Der indkaldes skriftligt til Lokalrådets møder med mindst 14 dages varsel. Forslag, der ønskes behandlet i Lokalrådet, skal skriftligt være indkommet senest 10 dage før mødets afholdelse. Dagsordener for Lokalrådsmøder offentliggøres minimum 4 dage før afholdelse af møde. Der føres beslutningsreferat ved møderne.

§ 15 Lokalrådet er forpligtet, i den udstrækning det er muligt, til at give løbende orientering om rådets arbejde til borgerne i området gennem lokale medier, der minimum dækker Lokalrådets geografiske område, beboerblad, hjemmeside eller lign. Lokalrådsmøderne er åbne for borgerne i Karrebæk Sogn. Borgere, som ønsker at overvære mødet, skal inden mødet kontakte formanden eller næstformanden. 

§ 16 Kassereren er pligtig til at give en oversigt over Lokalrådets økonomi på anmodning fra borgere i Lokalrådets geografiske område. Det reviderede regnskab fremlægges på Generalforsamlingen. Lokalrådets regnskab følger kalenderåret. Kassereren har alene adgang til lokalrådets bankkonto. I tilfælde af forfald, kan adgang opnås af formanden og et bestyrelsesmedlem i fællesskab.

§ 17 Lokalrådet har pligt til at indkalde til borgermøde, på skriftlig begæring fra mindst 20 borgere, senest en måned fra modtagelse af begæringen.

§ 18 Lokalrådet har pligt til at indkalde til ekstraordinær Generalforsamling, på skriftlig begæring fra mindst 50 borgere, senest en måned fra modtagelse af begæringen.


§ 19 Alle afgørelser i Lokalrådet sker ved stemmeflertal. Rådet er kun beslutningsdygtigt, når over halvdelen af medlemmerne er til stede. I tilfælde af stemmelighed kan forslaget genoptages. Ved genoptagelse tæller formandens stemme dobbelt ved afstemningen. Hvis et medlem af Lokalrådet ønsker det, foretages skriftlig afstemning. Lokalrådet tegnes af formanden i henhold til lokalrådets vedtagelser.  

Vedtægtsændringer

§ 20 Ændringer i vedtægter kan kun vedtages af Generalforsamlingen, når mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for ændringen.
Opløsning

§ 21 Lokalrådet kan kun opløses af to på hinanden følgende ekstraordinære General­forsamlinger, der begge er indkaldt med denne sag på dagsordenen. Opløsning kan ske når mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for opløsning af Lokalrådet.

§ 22 Vedtages opløsning af Lokalrådet tager den sidste ekstraordinære Generalforsamling ved stemmeflertal bestemmelse om anvendelse af Lokalrådets midler. Tildelte kommunale midler tilfalder Næstved Kommune.

Vedtaget på Stiftende Generalforsamling i Karrebæksminde Fiskeri- og Bymuseum den 26. april 2010.
Ændringer vedtaget på den ordinære generalforsamlingen d. 22-3-2011.


Aktivitetskalender

 DET
 SKER
 HER I
KARREBÆKSMINDE

Læs mere her










      

Billedserier fra
Karrebæksminde
 


Klik på billedet


140 tons
Så meget vejer kontravægten på den spændende Karrebæksminde-bro.

Den store vægt gør, at der kun skal en ganske lille motor til at hæve og sænke broklappen.
Se mere her

 

Brotider

Kakao, krigere og sutsko
Ja, det er ikke småting den smukke gule bygning ved broen har været anvendt til.


Læs mere

 

 

Havnene

Hvis man foretrækker at komme sejlende til Karrebæksminde, så er der også mulighed for det, hvad enten man kommer for sejl eller motor.
Havnene tilbyder en masse faciliteter og god service. Indsejlingen finder du her: La: N 55º 10' 30.02" Lo: E 11º 38' 14.72"
Se mere her

 

 

 
Karrebæksminde - meget mere end et idyllisk fiskerleje
Login Powered by CMSimple • Template by Kildall Fotografi Sidst opdateret: 22/02 2013 07:52:09
 
Til forsiden