Hornminen...

...er ganske uskadelig

 Hvis man kaster et flygtigt blik på den store røde kugle til højre lige ved opkørslen til broen, så kan man godt få den ide, at det er en gammel hornmine fra krigens tid. Men ved nærmere eftersyn, og et kig på skiltet ved kuglen, må man konstatere, at der er tale om en ”Kuglekoger” fra den gamle Maglemølle Papirfabrik i Næstved.

 
Her blev kuglen anvendt til at vaske og rense de mange klude, som tidligere blev brugt i en del af papirproduktionen.Senere fandt man bedre måder at rense råmaterialet på og kuglekogeren blev herefter i en årrække anvendt som fortøjningsbøje for pramme i Karrebæksminde yderhavn. For at holde kuglekogeren fast, havde man monteret et fem ton tungt anker, der dog ikke altid var kraftigt nok til at holde fartøjerne og kuglen fast. Ankeret kan man se mellem Karrebæksmindebroen og Brosvinget 28.
I nabohuset, det stråtækte, startede Høker Hans Hansen iøvrigt sin butik i 1855.

Kilde: www.lodsen.dk